Fujitsu er kommet til Grønland! Vil du være med til at starte deres spritnye kontor op i Nuuk? Har du lyst til at sætte dit præg på udviklingen af den offentlige og private sektor i Grønland? Vil du styrke Fujitsus kunderelationer og være med til at skabe innovative og langsigtede IT-løsninger, der sparer kunden tid og penge? Brænder du for at arbejde med den allernyeste IT-teknologi som Robotics, Kunstig Intelligens (AI), Sofware As A Service (SAAS), Cloud teknologi og meget andet? Bor du i Grønland, eller er du fra Danmark og har lyst til at prøve kræfter under nye himmelstrøg med et spændende job i en international virksomhed?
Så kom med på holdet i en markedsledende IT-virksomhed, og få et stærkt brand samt et kompetent bagland i ryggen og alle muligheder for at sætte dit præg på virksomhedens succes!
Fujitsu er en af verdens ledende leverandører af informations- og kommunikationsteknologi (ICT). Virksomheden tilbyder en komplet portefølje af teknologiske produkter, løsninger og services, og med sine ca. 155.000 medarbejdere supporterer de kunder i mere end 100 lande.
I Danmark er Fujitsu ca. 250 medarbejdere. Gennem fokus på udvalgte industrier ønsker Fujitsu at komme tættere på sine kunder for målrettet at tilbyde services og løsninger, der opfylder kundens behov og tilfører en reel værdi. De udvalgte industrier befinder sig både inden for den private og offentlige sektor.
I Danmark er Fujitsu blandt de fem største leverandører af IT på det offentlige marked. Primært fokus er målrettet kommuner og regioner, hvor virksomheden gennem mere end 30 år har leveret applikationer og drift.
Fujitsu har allerede en betydelig kundemasse i Grønland blandt selvstyret og Grønlands kommuner, men planen er en markant vækst i Grønland, som du skal hjælpe med at sikre.
Som én af de 4 allerførste medarbejdere i Fujitsu’s grønlandske team kommer du til at arbejde med base på Fujitsu’s nye kontor placeret centralt i Nuuk. Du bliver bindeleddet mellem kunderne og deres IT-løsninger hos Fujitsu. Du får derfor en central rolle som single-point-of-contact og beskæftiger dig med alle typer kunder og brancher. Det er din opgave at sikre, at kundernes forretningsmæssige udfordringer bliver varetaget på professionel vis, samt at de får leveret en service, der er som kontrakten foreskriver, og at kunderne altid er super tilfredse. Du rådgiver omkring samtlige af Fujitsus løsninger – noget Fujitsu selvfølgelig ruster dig til.
Du bruger derfor også størstedelen af din tid hos kunderne, hvor dit ansvar inkluderer, at:
Du tager ansvaret for en kundeportefølje og håndterer kunderelationerne på alle niveauer hos kunderne, når Salg har lukket en aftale – herunder profit/loss-ansvar og genforhandling af kontrakter
Du indgår i dialog med kunderne og afdækker deres fremtidige planer og behov, finder de løsninger, der passer og håndterer evt. mersalg
Du behøver ikke en stærk teknisk baggrund, men du skal kunne give et godt indtryk af Fujitsu’s produkter – du kan altid tage teknikere med til at håndtere de mest tekniske detaljer
Selv om Fujitsu er forholdsvis ny i landet, er Grønland absolut ikke et ”green field” for virksomheden. Din indsats vil bygge videre på en succes, idet Fujitsu allerede har etableret samarbejde med store dele af især den offentlige sektor i Grønland. Grønland er et vigtigt strategisk område for Fujitsu, og der vil blive ydet opmærksomhed og støtte til din indsats.
Afhængigt af din erfaring vil en teamlederrolle for det grønlandske team på sigt kunne komme på tale.
Du har gerne 3 års erfaring fra et lignende job i et IT-hus, så du ved, hvad det kræver at sætte sig ind i kundens behov, skabe gode kunderelationer og forhandle på ledelsesniveau. Derudover ser vi gerne, at:
Du er en iværksættertype og kan se nye forretningsmuligheder samt har erfaring med at arbejde med kunder på alle organisatoriske niveauer
Du har en relevant uddannelse kombineret med erfaring som Service Delivery Manager eller lignende – dog vil din erfaring og din personlige indstilling i sidste ende vægte højest
Du formår at operere på et taktisk og langsigtet strategisk niveau
Du har teknisk snilde og et øje for opdeling og styring af leverancer på tværs af flere teams
Du trives med at træffe selvstændige beslutninger og tager ansvar
Du drives af en afvekslende hverdag, hvor du f.eks. også gerne skal have lyst til at deltage i alt det lavpraktiske omkring etablering af det nye kontor
Eftersom Fujitsu allerede samarbejder en del med den offentlige sektor i Grønland, vil det naturligvis også være en fordel, hvis du f.eks. har været ansat i eller været leverandør til en offentlig forvaltning.
Det forventes ydermere, at du behersker engelsk i skrift og tale. Du har bopæl - eller vilje til at bosætte dig - i Grønland. Erfaring fra Grønland vil naturligvis være en stor fordel.
Da mange kundeprojekter kræver hurtigt, effektivt og godt samarbejde med andre dele af Fujitsu både ind- og udenlands, stilles der også krav om, at du kan medvirke positivt og inspirere til, at dette samarbejde forløber optimalt.
Som en del af en global virksomhed får du mulighed for at trække på ekstremt kvalificerede kolleger og udvikle et internationalt netværk. Du kommer til at arbejde i et internationalt og inspirerende arbejdsmiljø med interaktion med projektdeltagere fra mange lande.
Fujitsu er en virksomhed med stærke traditioner og en høj grad af stabilitet og gode udviklingsmuligheder for medarbejderne. Også i form af internationale karrieremuligheder. Virksomheden er kendetegnet ved en positiv social atmosfære, hvor man vægter integritet og respekt for kollegaer, kunder og samarbejdspartnere højt. Og man glæder sig til at få nye kolleger på kontoret i Nuuk, der vil arbejde med samme positive entusiasme.
Samarbejdsformen er baseret på fleksibilitet, tillid og frihed under ansvar. Man hjælper hinanden, deler erfaringer og arbejder hver dag på at finde de bedste og mest relevante løsninger for forretningen og for kunderne. Da dine kunder er placeret flere steder på øen, må der forventes rejsedage, og det er derfor nødvendigt at have et kørekort. Der vil også forekomme lejlighedsvise rejser til Danmark.
Vi tilbyder et attraktivt og udfordrende job med mulighed for at påvirke din faglige og personlige udvikling. Det er et job i en ambitiøs organisation med et højt fagligt niveau og en professionel indstilling. Alt i alt en super spændende stilling i en solid international virksomhed på et dynamisk og konkurrencepræget marked, hvor du kommer til at arbejde med de nyste IT-teknologier.
Vi sørger selvfølgelig for en attraktiv lønpakke, en god pensionsordning, sundhedsforsikring samt en årlig feriefrirejse for familien. Bolig og flytning tilbydes efter behov.
Der er tale om en fuldtidsstilling, og dine kompetencer skal gerne i brug hos Fujitsu i Grønland snarest muligt!
Kan du se dig selv om en del af dette, og ønsker du at være med på en rejse fremad i en industri med stort vækstfokus i en international virksomhed? Så søg stillingen ved at klikke på ansøgningsknappen, hvor du kan uploade din ansøgning og dit CV.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Founder/CEO Mette Landau fra Landau Global Search & Selection på mobil: + 45 2190 2188.
Landau Global Search & Selection varetager rekrutteringsprocessen, og ansøgninger vil blive læst løbende. Vi forbeholder os muligheden for at indkalde kandidater inden ansøgningsfristens udløb.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Læs mere om Fujitsu på www.fujitsu.com