Danmarks eneste stålvalseværk søger tekniske medarbejdere til planlægning af vedligehold i SAP PM

Vil du være en del af Danmarks eneste stålvalseværk - en mastodont inden for sværindustrien? Har du erfaring med planlægning af vedligeholdelsesarbejde i en industrivirksomhed og ligeledes erfaring med SAP PM? Så er du måske én af de nye tekniske medarbejdere til planlægning af vedligehold, som vi søger til NLMK Dansteel A/S.



Om virksomheden


NLMK DanSteel A/S beskæftiger over 400 medarbejdere i Frederiksværk og er en del af NLMK Europe, som er ejet af NLMK Group i Rusland. NLMK DanSteel A/S har en årlig produktionskapacitet på mere end 500.000 tons stålplader, som primært anvendes til skibsbygning, bygge- og anlægsprojekter, olie- og gasprojekter, transportsektoren og vindmølleindustrien (on-/offshore). Størstedelen af produktionen eksporteres.
 

Om jobbet


Til virksomhedens tekniske bureau i vedligeholdelsesafdelingen søger vi 2 tekniske medarbejdere til opgradering og opbygning af SAP PM i henholdsvis el vedligehold og mekanisk vedligehold. Du bliver en del af en vedligeholdelsesafdeling med omkring 70 ansatte, der sammen skaber stor værdi for
Virksomheden, og som er tæt integreret i vores produktion. Vedligeholdelsesafdelingen består af teknisk bureau, el vedligehold, mekanisk vedligehold og værksteder. Dit primære ansvarsområde bliver at optimere virksomhedens vedligeholdelsesstyring – og tilsikre den teknisk og økonomisk mest optimale vedligeholdelsesplanlægning.



Dine væsentlige arbejdsopgaver vil være:
  • Udvikling af kalender- og ressourceplaner i forhold til reparationsopgaver
  • Udvikling af teknisk dokumentation i overensstemmelse med kvalitetskrav (ISO 9001:2015)
  • Indtastning og tilpasning af vedligeholdelsesopgaver/-rapporter i SAP PM
  • Kontrol af reparationsarbejde og dokumentation i SAP PM
  • Budgettering og budgetkontrol
  • Ad hoc opgaver, herunder udarbejdelse af diverse rapporter og analyser.

Om dig og dit stærke fundament


Du har erfaring med vedligeholdelsesplanlægning – og du har arbejdet med drift og vedligeholdelse af større produktionsanlæg, hvor både teknisk og kommercielt fokus har været påkrævet. Uddannelsesmæssigt er du måske uddannet maskinmester, maskintekniker, vedligeholdelsesplanlægger, eller du har en anden relevant teknisk baggrund, som eventuelt er suppleret med en diplomuddannelse i vedligehold. Har du erfaring med SAP PM og har et dybdegående kendskab til systemets opbygning, vil det være en klar fordel.

Vi lægger vægt på, at du arbejder selvstændigt og tager ansvar for igangsatte aktiviteter. Du har en struktureret arbejdsform, der sikrer overblik og kvalitet i en travl og spændende hverdag. Da du i jobbet vil få en stor kontaktflade, er det vigtigt, at du er udadvendt, serviceminded og god til at samarbejde. Du behersker IT på højt niveau – og kan ligeledes begå dig på engelsk i skrift og tale.


Teamet


Som en del af vores tekniske bureau i vedligeholdelsesafdelingen indgår du i et team sammen med 3 andre højt specialiserede kollegaer. Du vil referere til afdelingslederen af det tekniske bureau.
Virksomheden sætter pris på en uformel omgangstone og et godt sammenhold på en arbejdsplads, hvor alle byder ind og tager en ekstra tørn, når det er nødvendigt. Til gengæld nyder man godt af gode løn- og ansættelsesvilkår, ligesom en grundig introduktion, oplæring i jobbet samt efteruddannelse selvfølgelig er en del af pakken.

Tiltrædelse hurtigst muligt.
 

Interesseret?


Søg stillingen ved at klikke på ansøgningsknappen, hvor du kan uploade din ansøgning og dit CV.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte
CEO Mette Landau fra Landau Global Search & Selection på mobil: + 45 2190 2188.

Landau Global Search & Selection varetager rekrutteringsprocessen, og ansøgninger vil blive læst løbende. Vi forbeholder os muligheden for at indkalde kandidater inden ansøgningsfristens udløb.
Vi glæder os til at høre fra dig!

Læs mere om NLMK Dansteel på www.eu.nlmk.com
NLMK Dansteel er en del af NLMK Group: www.nlmk.com
For yderligere information se også https://dansteel.career.emply.com/



 

Del i dit netværk Share on Facebook Share on X Share on LinkedIn Share on Google Plus Print Tip a friend
Deadline: Closed
Contact person:
Mette Landau +45 21 90 21 88
Location:
Havnevej 33 3300 Frederiksværk
Landau Headhunting
Nørregade 32, 2nd floor
1165 Copenhagen K
Phone: +45 21 90 21 88
Mail: ml@landauheadhunting.com